Nedenstående tegneserie tegnede jeg i 1977. Jeg var 16-17 år
gammel og havde nogle måneder forinden opdaget at der var noget der hed Punk
musik. Jeg var ret vild med meget af det jeg hørte og sad med øret begravet i
en gammel Philips mono radio, som jeg havde fået fra min mormor. Det varede
ikke længe før end jeg begyndte at købe lp’er med Sex-pistols, Ramones, Talking
Heads, The Jam, Suicide, New York Dolls, The Clash, XTC, Elvis Costello etc.
Pladerne blev afspillet på en Lenco gramofon og blæst ud gennem højtaleren i
min mormors gamle radio.
Jeg kom i tanke om tegneserien i sommers da jeg tegnede på
Hr. Gris og trængte til et nyt lydspor, at tegne til. Jeg havde jo engang
tegnet en tegneserie, der vist nok var en slags hyldest til den musik jeg godt
kunne lide. Hvor meget af musikken fra min ungdom var det mon muligt, at finde
på nettet.
Det var der stort set alt sammen og mere til. Via bl.a. You
Tube, var det muligt at se og høre Blondie, David Bowie, Steve Harley, XTC, Pere
Ubu , Punishment of Luxury, The Go Betweens, X-ray spex og Poly Styrene og
meget, meget mere end jeg havde forestillet mig.
En stor del af det, har jeg ikke lyttet til i mange år. Det
var en god oplevelse, selv om det ikke holder alt sammen. Men noget af det var
overraskende friskt bl.a. Blondie, Pere Ubu, X-Ray Spex og Go-Betweens, der
svæver og pulserer i deres helt egen tidløse lomme.
Det var fedt og lidt vemodigt, at høre XTC igen og finde en
You Tube video hvor Andy Partridge fortæller og giver en guitarleksion med virtuositet og et glimt i øjet ( se den! ). Men også trist at læse om Partridges sceneskræk
og det interne fnidder mellem XTC's to frontfigurer Andy Partidge og Colin
Moulding. Det var også trist at finde ud af, at Poly Styrene var død. Der er
mange ting som er gået forbi min radar, den har vendt en anden vej.
En lidt kedelig oplevelse var det, at se Punishment of Luxury der stadigvæk optræder med de samme numre, uden at have
fornyet sig eller tilføjet noget. Jeg er stadigvæk vild med
deres plader, men trist at se dem i en 2010
udgave med det samme repertoire som i 1978, forhåbentlig synes de selv det
er fedt. Det er de færreste der kan aflevere et gammelt repertoire med charme
og overbevisning, men at dømme ud fra de videoer jeg har set kan Steve Harley
finde ud af det.
Og tegneserien, den blev aldrig trykt. Den skulle have været med i en antologi der aldrig blev til noget, så den forsvandt i
skrivebordsskuffens umættelige dyb. Men trods dens ironiske tone, holdt jeg
virkelig af musikken den forsøger at beskrive. Jeg lyttede til det dag og nat, mens jeg tegnede og
tegnede og tegnede.
Jeg blev et kort øjeblik i tvivl om jeg mon skulle
retouchere lidt i serien…
Men jeg må jo have haft en eller anden uskyld, som jeg må
stå ved og jeg håber jeg stadigvæk har lidt af den, et eller andet sted, selv
om jeg i dag godt ved hvilken finger der er ”fuck fingeren”…
det er lillefingeren, ikke?
