Det er ikke hver dag man får lov at designe et hædersbevis,
sandsynligheden for det kun sker en gang i ens liv er sikkert ganske stor. Så
selv om baggrunden for, at jeg blev spurgt om jeg ville designe et hædersbevis
er trist, det er i disse dage et år siden min ven tegneren, fortælleren,
forfatteren m.m. Rune T. Kidde døde, så blev selve arbejdet med at tegne og
designe, denne første udgave af hædersbeviset, en for mig ganske spændende
proces og en rejse ind i det land der var og er Runes.
Jeg skal ofte ud af blindgyder og omveje før jeg finder
det jeg synes er det rigtige i forhold til en given illustrations opgave,
tegneserie eller hvad det nu kan være. Det gjaldt også denne gang, men til
sidst fandt jeg det jeg søgte og stjal uhæmmet. Ofret for tyveriet var en talentfuld, ukendt og forlængst afdød munk, hvis værker er gengivet i en bog med gamle religiøse illustrationer, af den slags som munkene engang sad og
hyggede med i klostre rundt omkring i Europa. Den her gengivne menes at være
blevet til mellem 1285-1297 og stammer fra ”The Rheims Missal” (Fransk) En
liturgisk bog, med messe beskrivelser til hele året.
Hædersbeviset blev overrakt til forfatteren Kaspar Colling Nielsen ved et fint arrangement på spillestedet Gimle i Roskilde d. 21
oktober. Det var Runes kone Marianne der stod for arrangementet. Marianne har
lavet en Facebook profil ”Sandhedens Djævleklør” hvor der står andet og mere om
Rune og Hædersbeviset.
Selve arrangementet var en fin, fin blanding af oplæsning og
musik af og med Runes mange samarbejdspartnere, helt i Runes ånd. Selv om det
måske er forkert, da der var rigtig mange gode indslag, kan jeg ikke lade
være med at nævne Einar Enemark, ”Manden der var Mc Einar” Mage til musikalsk
og sproglig ekvilibrist og entertainer med et super band, Kun Takt, skal man lede meget, meget
længe efter.