Glædelig jul.

Tiden går

Det er sådan ca. 25 år siden den her udkom...

Ulvevinter udkom på forlaget Bogfabrikken, som Jens Peder Agger startede i 1986, efter han havde været redaktør på Borgens forlag, hvor han bl.a. havde udgivet Rune T. Kiddes : Må jeg høfligst anmode dem om, at tage denne sag alvorligt! og Trine Vesters: Alice Cool, begge udkom i 1984

Det var min ven og kollega Bering Haarup der fandt på titlen "Ulvevinter", da jeg løb sur i denne ikke uvæsentlige detalje. Bering fungerede også som en slags redaktør, læste historien igennem og gav gode råd, der var værd at følge.

Ulvevinter var mit bud på en gotisk gyser historie, uden at jeg på nogen måde var specielt genrebevist. Men nogle ting lå måske på rygraden, når man var en nørd og tillige tilhørte en generation, som var vokset op med Interpresses Gru ( der hovedsageligt indeholdt tegneserier fra det Amerikanske forlag Warren ) og ellers havde set gyser film på DR, når de en sjælden sen fredag eller lørdag aften, sendte en sort/hvid Frankenstein film eller lignende. Richard Corben og Greg Irons undergrundsserier, hvor de tog gysergenren under kærlig behandling, Sokals tegneserier om Inspektør Canardo og Roman Polanskis film The Fearless Vampire killers hørte også til den delvist ufordøjede kulturelle føde, der ganske givet udgjorde inspirations grundlaget til Ulvevinter.

Det kan lyde romantisk og er det muligvis også, men stemninger betød meget for arbejdsprocessen. En klar frostmorgen eller en Københavnsk gade med tungt snesjap og tisgul sne var inspirerende på lige fod med de ovennævnte kilder.

Om det er godt eller skidt ved jeg ikke, men Ulvevinter er en af de få tegneserier, hvor jeg ikke efterlod en syndflod af hele og halve skitser og sidelayouts. Tilsyneladende valgte jeg, at tegne direkte oven på skitserne, der var tegnet på et forholdsvist tykt stykke papir.

Og så var der ro omkring min arbejdssituation, jeg havde nemlig ikke noget og gjorde måske heller ikke så meget for at skaffe mig et, jeg havde jo en tegneserie jeg lige skulle være færdig med.

Ulvevinter udkom i 1988 og meget af den blev tegnet og skrevet i den første inkarnation af tegnestuen Pinligt Selskab, der dengang lå i Nansensgade, sådan ca. skråt over for hvor Forlaget Fahrenheit ligger idag.

Tegnestuen lå i en kælder, der blev opvarmet med to gamle brændeovne. Der huserede flere mus og mindst en rotte i kælderen og så var der lokum i gården. Upraktisk og primitivt, men billigt for fattige tegnere.

Hvis du er interesseret i at læse Ulvevinter kan den muligvis stadig købes antikvarisk. Ellers kan den lånes via bibliotekerne og så ligger der et uddrag fra den på min gamle og håbløst ikke opdaterede hjemmeside her.

Rune T. Kidde

Kære Rune du er død,

det er pokkers irriterende og trist.

Altid en postgang foran os andre,

men ikke så sjovt denne gang

og jeg sørger.

Kan man høfligst anmode dig om at lade være?

Nej, jeg ved det godt, men man siger så meget,

i hvert fald lidt endnu.

Hvis der er mere imellem himmel og jord,

men åbenbart ikke noget der vækker dig lige nu.

Dine guitarer, som jeg lånte på ubestemt tid i tre år,

dengang jeg troede jeg var rockguitarrist,

samler støv under trappen.

Hvis de stemmer falsk er det muligvis fordi

kæmpestore bryster kiler sig fast mellem G og D

Det er utidigt og ubelejeligt og i det hele taget noget rod.

Hvem skal nu hakke mig til ridder

med en syvtakket julestjerne?

Du Ridder af verdens vanvid,

ingen andre er skøre nok, desværre. 

102

Jeg er rigtig glad for tallet 102  lige nu. 102 er det antal sider jeg indtil idag har færdiggjort med Hr. Gris. Ikke fordi det er så voldsomt meget, i disse Graphic Novel tider, eller fordi en tegneserie udgivelse med Hr. Gris absolut skulle være på mere end 100 sider. Havde side 37 været det rigtige sted, at stoppe, var jeg stoppet der, men det var det så ikke. Når jeg er glad for 102  er det fordi jeg er nået et sted hen hvor det for mig hænger sammen og hvor jeg har en klar fornemmelse af hvordan de sidste ender skal knyttes, pyh…

Nostalgi

Nedenstående tegneserie tegnede jeg i 1977. Jeg var 16-17 år gammel og havde nogle måneder forinden opdaget at der var noget der hed Punk musik. Jeg var ret vild med meget af det jeg hørte og sad med øret begravet i en gammel Philips mono radio, som jeg havde fået fra min mormor. Det varede ikke længe før end jeg begyndte at købe lp’er med Sex-pistols, Ramones, Talking Heads, The Jam, Suicide, New York Dolls, The Clash, XTC, Elvis Costello etc. Pladerne blev afspillet på en Lenco gramofon og blæst ud gennem højtaleren i min mormors gamle radio.

Jeg kom i tanke om tegneserien i sommers da jeg tegnede på Hr. Gris og trængte til et nyt lydspor, at tegne til. Jeg havde jo engang tegnet en tegneserie, der vist nok var en slags hyldest til den musik jeg godt kunne lide. Hvor meget af musikken fra min ungdom var det mon muligt, at finde på nettet.

Det var der stort set alt sammen og mere til. Via bl.a. You Tube, var det muligt at se og høre Blondie, David Bowie, Steve Harley, XTC, Pere Ubu , Punishment of Luxury, The Go Betweens, X-ray spex og Poly Styrene og meget, meget mere end jeg havde forestillet mig.

En stor del af det, har jeg ikke lyttet til i mange år. Det var en god oplevelse, selv om det ikke holder alt sammen. Men noget af det var overraskende friskt bl.a. Blondie, Pere Ubu, X-Ray Spex og Go-Betweens, der svæver og pulserer i deres helt egen tidløse lomme.

Det var fedt og lidt vemodigt, at høre XTC igen og finde en You Tube video hvor Andy Partridge fortæller og giver en guitarleksion med virtuositet og et glimt i øjet ( se den! ). Men også trist at læse om Partridges sceneskræk og det interne fnidder mellem XTC's to frontfigurer Andy Partidge og Colin Moulding. Det var også trist at finde ud af, at Poly Styrene var død. Der er mange ting som er gået forbi min radar, den har vendt en anden vej.

En lidt kedelig oplevelse var det, at se Punishment of Luxury der stadigvæk optræder med de samme numre, uden at have fornyet sig eller tilføjet noget. Jeg er stadigvæk vild med deres plader, men trist at se dem i en 2010 udgave med det samme repertoire som i 1978, forhåbentlig synes de selv det er fedt. Det er de færreste der kan aflevere et gammelt repertoire med charme og overbevisning, men at dømme ud fra de videoer jeg har set kan Steve Harley finde ud af det.

Og tegneserien, den blev aldrig trykt. Den skulle have været med i en antologi der aldrig blev til noget, så den forsvandt i skrivebordsskuffens umættelige dyb. Men trods dens ironiske tone, holdt jeg virkelig af musikken den forsøger at beskrive. Jeg lyttede til det dag og nat, mens jeg tegnede og tegnede og tegnede.

Jeg blev et kort øjeblik i tvivl om jeg mon skulle retouchere lidt i serien…

Men jeg må jo have haft en eller anden uskyld, som jeg må stå ved og jeg håber jeg stadigvæk har lidt af den, et eller andet sted, selv om jeg i dag godt ved hvilken finger der er ”fuck fingeren”…

det er lillefingeren, ikke?

Hr. Gris på Svensk visit

Der er et afsnit af Hr. Gris med i den svenske antologi "Allt för optimal", som blev udgivet til ære for det
Svenske tegneserieforlag Optimals ejer og grundlægger Ingemar Bengtsson, der i januar besluttede at lukke og slukke forlagsvirksomheden efter 21 år. Antologien er redigeret og samlet af Malin Biller og Nicolas Krizan.
Jeg kan kun anbefale bogen, ikke fordi jeg selv har en serie med, men fordi den giver et unikt indblik i et spændende hjørne af den svenske serieverden, med masser af personlige beretninger og betragtninger omkring Optimal og Ingemar Bengtsson. Som et kuriosum kan det nævnes, at bogen er trykt i Danmark til en tilsyneladende konkurrencedygtig pris, hvad der må siges at være usædvanligt i disse tider hvor mange udgivelser, bliver trykt i Østeuropa og asien.
Bogen koster 120,- kr. og kan bestilles hos: nicolaskrizan@gmail.com

Copenhagen Comics 2013, fotos.

Det kan være svært at få det hele med, fra en så omfattende og interessant festival, som Copenhagen Comics er gået hen og blevet og jeg har da heller ikke prøvet. Så denne lille fotoreportage fra Copenhagen Comics 2013, dækker stort set kun Bling bling standen og folkene omkring den, ikke mindst Mårdøn Smet, der fuldt fortjent vandt Pingprisen for årets bedste Danske tegneserie, Stig & Martha.
Som altid, med den slags festivaller, når man kun en lille brøkdel af de mange indslag man gerne ville se.

John Kenn Mortensen sætter sine t-shirts på Cav Bøgelunds bøjler, imens Lars Horneman sætter tape på fotokopier til bagvægen, som Jan Solheim har pyntet op med malede hjulkapsler.

 Standen er  ved at blive etableret og Johan Krarup har kørt familien Krarup's Limousine ind i Øksnehallen. I baggrunden Cav, John, Teddy, Mårdøn og Lars.

Der er endnu ganske tomt i Øksnehallen, men vi har været tidligt igang og har forhåbentlig planlagt os væk fra de fleste begynderfejl, standen er næsten klar. 

Der er ikke sparet på guld og glimmer. 
Bling bling møder Picasas Orton stil. Fredag d. 31 maj, Klokken er 11:21 standen er klar.

 Lørdag d. 1 juni, kl. er 10:11 og vi er igang. Jan Solheim, Teddy Kristiansen og Mårdøn Smet.

Lidt senere samme dag. Kommende Ping pris vinder, Mårdøn Smet, interviewes i Pingsofaen af Thomas Berger. Det noget tomme område omkring scenen stod heldigvis i stor kontrast, til aftenens prisoverrækkelse i et tætpakket Lille Vega.

Der er nedtælling til Pingpris uddelingen og en på overfladen rolig og fattet Mårdøn Smet, tager et lille selskab med på svastika udflugt til Carlsbergområdet.

Er dette Pellefant eller Nazifant?, spørger udflugts deltagerne. Mårdøn, der er et levende leksikon hvad angår mange ting, også dele af Københavns historie, viser rundt.

Det anede os jo nok, hvorfor skulle Mårdøn ellers tage os med... det er en Nazifant. Benny Bødker og Karen Vad Bruun ser bekymrede ud, Uffe Callery er blevet hårdt beskåret af undertegnede amatørfotograf, til højre ses Jacob Krarup.

Dagen derpå og standens stolte Pingprisvinder, Mårdøn Smet, signerer Stig & Martha.

Mårdøn og Teddy signerer imens Peter Dyring-Olsen fra The Animation Workshop kikker tegneserier.

Stor ros og tak herfra til Arrangører og entusiastiske frivillige, for det enorme arbejde med, at få festivallen på benene og få den afviklet på så fornem vis.

Hvad var det så...

Det var mit bidrag til Copenhagen Comics katalog. Folkene bag Copenhagen Comics havde bedt en række tegnere bidrage med en tegneserie til kataloget. Der var i princippet frit spil, dog med den betingelse, at alle tegneserier skulle indeholde fire elementer: En kat, en løber, en måne og en taleboble, der kun måtte indeholde et spørgsmålstegn. Hvorfor det så lige var disse fire elementer ved jeg ikke, jeg havde lidt for travlt til at spørge, da deadlinen var en dræber. Men ikke desto mindre er der kommet sytten meget forskellige, et sides tegneserier ud af det, i et iøvrigt meget flot, indbydende, smukt layoutet katalog på det helt rigtige papir.

Bling bling, Copenhagen Comics, stand 22

Vi er 9 tegnere der har slået os sammen om en stand på Copenhagen Comics, lør. d.1 og søn d. 2 juni.
Det er foruden mig selv : Mårdøn Smet, Teddy Kristiansen, Johan F. Krarup, John Kenn Mortensen, Lars Hornemann, Thomas Thorhauge, Cav Bøgelund, og Jan Solheim
Mød os på stand 22.

Nedenstående billede er Mårdøns skitse til standens logo.

Science Fiction

Så for at undgå, at familienavnet, til evig tid, udelukkende vil være knyttet til noget så eksotisk som Norsk Kebab, skynder jeg mig at poste disse illustrationer, jeg for nogle år siden tegnede for e-learnings bureauet Moch.

Useriøst, men Norsk...

Har lige modtaget dette foto fra Peter Madsen, der har været i Oslo, han skrev " Stødte på din families restaurant på vejen. Se bare!"
Der kan man bare se...

Hvad er dette...

Det er hemmeligt, men ikke mere hemmeligt end du kan få det at vide hvis du besøger Copenhagen Comics i weekenden d. 1 og 2 juni.

Det jeg arbejder på lige nu.

Disse tre sider har ikke noget med Hr. Gris at gøre. De er fra en tegneserier jeg har arbejdet på af flere omgange, jeg har endnu ikke helt fået skovlen under historien. Sidst har jeg haft den til min "historie doktor" Bering Haarup, der er forfatter og grafikker. Han gav mit manuskript en tiltrængt overhaling. Det var en stor hjælp og gav mig flere tråde og muligheder for, at komme videre med projektet, så der sker forhåbentlig noget med det snart.
Bering er i øvrigt også manden bag den grafiske tilrettelægelse af Fisk og Suicide Joe og så var han også historiedoktor på en anden af mine ældre tegneserier, Ulvevinter.
I modsætning til Hr. Gris er denne serie tegnet digitalt og det er foreløbig planen, at den skal vedblive med at være 100% digitalt tegnet.

Hr. Gris er stadigvæk igang. Det går langsomt fremad, men jeg er ikke gået i stå. Denne side vil være i starten, lige nu hedder den side 7, som den er præsenteret her er den midt i processen og ligner cirka det jeg ser på mit lysbord lige nu. Jeg tegner med pen og pensel oven på en blyantskitse, der har været gennem flere stadier før jeg begynder med tushen. I sidste ende bliver den færdige side skannet og de sidste rettelser vil være digitale.

30 år er lige pludselig lidt længe siden.

Jeg kommer ikke uden om det.  I disse dage er det 30 år siden Henning Kure og Marianne Kidde,
dengang begge ansatte ( Redaktører) på forlaget Interpresse, mødte op i min noget bombede lejlighed i Guldbergsgade på Nørrebro.

Jeg havde på det tidspunkt boet i lejligheden i lidt over to år. Til lejligheden var knyttet et job som vicevært. Så der skulle vaskes trapper, skiftes el pærer,  ringes efter håndværkere og jeg var i mange tilfælde kontaktled mellem beboere og ejendoms administrator, det var ikke altid lige nemt, til gengæld havde jeg en billig husleje, hvilket var godt når man var en fattig studerende.

Henning og Marianne kom ikke for, at studere det totalt nedslidte linoleum på trapperne, hvor nogle sprækker var så brede og dybe, at en femkrone kunne sidde fast på højkant, eller gadedøren der ikke ville lukke helt i, fordi den efterhånden havde fået sin del af spark fra mennesker, der i en god blanding af afmagt og delirium tremens lod frustrationerne få frit løb. Det var før det kom på mode at slå på sin socialrådgiver og før Nørrebro blev trendy.

Henning og Marianne kom for, sammen med mig, at udvælge de serier der skulle med i min første mere officielle tegneserie ”Kun i aften”. Så vidt jeg husker blev de forskellige serier læst og set igennem, de blev spredt ud på stuegulvet, så vi kunne danne et overblik. Hvilke serier passede sammen og i hvilken rækkefølge var de udvalgte værker bedst.

Jeg kan huske at jeg var rigtig glad og totalt selvoptaget, jeg aner i dag ikke hvordan de kunne holde mig ud, men på en eller anden måde må de jo have båret over med mig.

Kontakten til Henning Kure var kommet i stand gennem Rune T. Kidde og Peter Madsen. Peter Madsen var, som altid meget generøs og inviterede flere af os på tegneserie bootcamp i familiens sommerhus, det var både lærerigt og hyggeligt. Rune var på det tidspunkt et dynamisk omdrejningspunkt på den danske tegneseriescene og havde i løbet af ganske kort tid fået udgivet ganske meget og samtidigt været en kanal for, at andre fik deres ting på tryk, bla. gennem sit blad, Blomstrende Spaghetti.

For mig, Rune, Mårdøn Smet og mange andre var det mere end heldigt, at der på det tidspunkt var en redaktør, som Henning Kure der turde tage chancen med en flok stort set u prøvede talenter.

For mit vedkommende blev resultatet i første omgang ”Kun i aften”, som udkom i 1983, kort efter vi havde etableret vores første tegnestue i en nedlagt grønthandlerbutik i Blågårdsgade.

Ovenstående lille et sides tegneserie kom ikke med i Kun i aften. Jeg ville ikke have den med, mens Både Henning og Marianne syntes den skulle med. Jeg fik min vilje, men tog nok fejl. For når jeg ser på den i dag synes jeg den er helt fin og den kunne ha' passet godt ind i Kun i aftens anarkistiske struktur.

Kun i aften udkom og fik blandede anmeldelser. Fra den begejstrede i Information, til den kontante, kolde vasker, der vist nok ganske kortfattet konkluderede; K for Kielland, K for kedelig.

Men døm selv, Kun i aften kan vist nok stadigvæk købes antikvarisk, eller lånes via et bibliotek.